Barcelona er altid i centrum med dens arkitektur, mad, mode, stil og underholdning. Om sommeren er det party-time med uge-lange fiesta'er. Men året rundt er der gang i byen! Cataloniens hovedstad er uigenkaldeligt en middelhavsby, ikke bare pga. dens geografiske placering, men fremfor alt pga. dens historie, tradition og kulturelle indflydelse.

Barcelona har en priviligeret beliggenhed på den nordøstlige kyst af den Iberiske halvø og ved Middelhavets kyst, og er, både hvad angår størrelse og befolkningstal, den andenstørste by i Spanien. Den er samtidig hovestad i Catalonien, en af de 17 uafhængige regioner, som udgør Spanien. Der er to officielle sprog i Barcelona: katalansk, som generelt tales i hele regionen, og castillansk spansk. Byen Barcelona har et indbyggertal på 1.510.000, men det antal kommer op på 4.000.000, hvis man tager oplandet med.

Her kommer nogle af byens obligatoriske seværdigheder:

La Rambla: 5 separate gader placeret efter hinanden, La rambla (også kaldet Las Ramblas) er en tre-sporet fodgænger-boulevard fyldt med gademusikanter, levende statuer, mimikere og insisterende sælgere af alt fra lotterilodder til smykker. Det larmende fugle-marked i den anden afdeling af La Rambla er et besøg hver, ligesom også Palau de la Virreina, tæt derved, et stort rokokko herskabshus fra 18.århundrede med kunst, information om underholdning og et billetkontor. Ved siden af det ligger La Rambla's mest farverige marked, Mercat de la Boqueria. Lige syd for Boqueria fremhæves Mosaic de Miró brolægningen, med en flise signeret af kunstneren. I den næste afdeling af La Rambla ligger Gran Teatre del Liceu, det berømte operahus fra 19.århundrede. Nedenfor Plaça Reial bliver La Rambla et mere lurvet sted med stripklubber og den slags. La Rambla ender ved det ædle Monument a Colom (Monument til Colombus) og havnen. Man kan komme op i monumentet med elevator. Lige vest for monumentet, på Avinguda de les Drassanes, ligger Reials Drassanes, som huser det fascinerende Museu Marítim. Det indeholder en stor samling af både, modeller, kort, malerier, galionsfigurer fra skibe og gallejer fra det 16.århundrede.

Barri Gotik: Barri Gotik indeholder en mængde af middelalderlige gotiske bygninger nordøst for La Rambla, og det er kernen i det gamle Barcelona. Det er en labyrint af mørke gader, der krydser hinanden på kryds og tværs og forbinder pladser, og der er masser af cafeer og barer og det er også her, man finder de billigste overnatningssteder i byen. De fleste af bygningerne er fra det 14. og 15. århundrede, den periode hvor Barcelona havde den største handelsmæssige velstand. Rundt om katedralen, en af Spaniens vigtigste gotiske bygninger, kan man stadig se dele af den gamle mur, nu som del af senere bygninger. Kvarteret er opbygget omkring Plaça de Sant Jaume, en stor, åben plads, hvor der ligger et travlt marked og et af stederne, hvor den ugentlige sardana-dans finder sted. To af byens mest bemærkelsesværdige bygninger ligger her: Ajuntament og Palau de la Generalitat.

Picasso-museet: Picasso-museet er Barcelonas mest besøgte museum. Det ligger i tre bemærkelsesværdigt smukke herskabshuse af sten på Carrer de Montcada, som i middelalderen var en tilkørselsvej til havnen. Museet udstiller adskillige værker fra kunstnerens tidlige år, og lægger især vægt på hans 'blå' periode med lærredsmalerier som The Defenceless, keramiske værker og hans tidlige værker fra 1890'erne. På anden sal udstilles værker fra Barcelona og Paris fra årene fra 1900-1904 med mange af hans impressionisme-inspirerede værker. Det uforglemmelige portræt af Senyora Canals (1905), fra hans 'pink' periode udstilles også. Blandt de senere værker, som alle blev fuldført i Cannes i 1957, er en kompleks teknisk serie (Las Meninas), som hovedsageligt består af studier af Diego Velazquez's mesterværk af samme navn.

La Sagrada Familia: Det er et universelt symbol på Barcelona. La Sagrada Familia er i sandhed ærefrygtindgydende. Den monumentale kirke El Temple Expiatori de la Sagrada Família er Gaudi's mest berømte værk og det bedste eksempel på, at han var et visionært geni. Arkitekten påtog sig i 1883 arbejdet med et neo-gotisk projekt, som var blevet påbegyndt i 1882 af F. del Villar. Gaudi dedikerede sit liv til dette ambitiøse projekt, som dog pga. hans pludselige død ikke blev fuldendt. Gaudi blev besat af denne kirke i en sådan grad, at han ikke bare fokuserede al sin kreative energi på den, men også boede der. Den 7. juni 1926 blev han ramt af en bil, mens han krydsede Gran Vía ved Gerona. Tre dage senere, efter han ikke var kommet til bevidsthed, døde han i en alder af 74 år. Arbejdet med kirken fortsatte dog, indtil det blev afbrudt i 1936, hvor gravhvævlvingen og Gaudi's studie, som indeholdt hans noter, blev brændt under den spanske borgerkrig. I 1957 blev arbejdet genoptaget på basis af tegninger og modeller, men fortsættelsen af arbejdet affødte megen debat. Fra 1954 til 1976 blev facaden og Passionens (vest-siden) fire tårne fuldført. Skupltøren Josep. M. Subirachs blev en del af projektet og arbejdede på skulpturerne på Portal of Passion i 1987. Idag er den færdigbyggede del åben for publikum, ligesom også det lille Museu del Temple Expiatori de la Sagrada Família er det. Det indeholder tegninger og modeller, som viser bygningsprocessen. Man kan komme op i tårnene og nyde en fantastisk udsigt over byen.

La Pedrera: Et andet af Gaudi's mesterværker, La Pedrera, blev bygget mellem 1905 og 1910, som en kombineret lejlighed og kontorbygning. Tidligere blev det kaldt Casa Milà, men det er idag bedst kendt som La Pedrera (stenbruddet) pga. dens ujævne, grå stenfacade, som går omkring et gadehjørne - det skaber en bølge-effekt som yderligere understreges af kunstfærdige smedejerns-balkoner. Besøgende kan gå igennem bygningen og gå op til taget, hvor gigantiske mangefarvede skorstene rager frem som middelalder-knægte. På sommer-weekend-aftener er taget lyst uhyggeligt op og åbent for spektakulære udsigter over Barcelona. Etagen under taget er et beskedent museum dedikeret til Gaudi's værker.

Park Güell: Gaudi's beskytter, Eusebi Güell, planlagde en forstads-'by'. Han ejendom lå langt over Barcelona nordøst for byen. Mere end 60 hus-grunde blev fordelt, men kun 2 huse blev bygget på ejendommen. Projektet var radikalt for dets tid, og som bebyggelsesprojekt var det en fiasko. Barcelona's kommune købte grunden i 1922 og i det følgende år blev det omdannet til en kommunal park. Gaudi undgik at jævne grundene, så parken har idag et netværk af snoede veje, som følger landskabets konturer. Det laveste punkt er indgangen, hvorfra en dobbelt trappe fører til hypostyle-kammeret, hvis loft fungerer som den enorme, offentlige plads' gulv. Afsidesliggende områder har fantasifulde viadukter og søjlegange, som i deres design fremmaner naturlige former.

Gúell Palace: Det blev bygget i 1888 af Antonio Gaudi. I paladsets lobby påvirkes det lys, der falder ind gennem vinduerne af tre enorme paraboliske buer lavet af grå, glatpolerede stensøjler. De tårnhøje buer giver det indtryk, at det er et gotisk vindue, men vinduerne, som Gaudi anvendte i Guell's palads er rektangulære - med andre ord fungerer de som kontrapunkt for buernes linier. Disse buer afslører de første tegn på hans bekymringer i forbindelse med Art Nouveau. Indgangsportens Art Nouveau-elementer gentages også inde i bygningen. For det første er der de overdådige dekorationer på søjlerne, og dem er der mange af: fra de tykke, bærende, svampeformede, polerede, grå søjler, som er lavet af slange-øje sten fra et stenbrud i Pyrenæerne. En hall, som strækker sig over tre etager, udgør bygningens centrum. Den erstatter det der engang var den indre gårdsplads, men på samme tid skaber den det indtryk, at man står i en enorm barok kirke. Dette rum, dækkes af en kupel, som Gaudi lavede en masse runde huller i. Bordets snoede ben går igen i selve bygningen, nemlig på taget.

Gràcia: Gracia, som var en fuldtudviklet forstad allerede i slutningen af det 19. århundrede, er hjemsted for en kombination af kunstnere, studerende og intellektuelle blandet med en almindelig gennemsnitsbefolkning, som giver stedet en 'nede på jorden'-atmosfære. Der er flotte parker, som man kan nyde om dagen, og om aftenen bliver pladsen et populært og livligt mødested. Engang var den en selvstændig landsby nord for L’Eixample, i det 19. århundrede blev det et industriområde, som var kendt for dets republikanske og liberale ideer og i 1897 blev Gracia en del af Barcelona. Dengang var der en del, der skulle rådes bod på, da byen havde dårlige veje, skoler og klinikker og slet ingen gadebelysning eller kloakker. I 1960'erne og 70'erne blev området moderne for radikale og bohemian-typer, og idag har den bevaret noget af den stil - masser af smarte, lokale 'store navne' sørger for, at de regelmæssigt bliver set på barerne og cafeerne i Gracia. Plaça del Sol er et dejligt sted at sidde om dagen. Den er omgivet af cafeer og fredfyldt arkitektur fra det 19. århundrede.

Montjuïc: Montjuïc, den bakketop, der kigger udover byen fra sydvest, huser nogle af de fineste kunstgallerier, har masser af fritidsaktiviteter, rolige parker og hovedparten af OL 1992-seværdighederne. Hvis man kommer til området fra Plaça d'Espanya, kan man på den nordlige side se Plaça de Braus Monumental, en tidligere tyrefægtningsarena, hvor The Beatles spillede i 1966. Bag den ligger Parc Joan Miró, hvor Miró's stærkt falliske skulptur Dona i Ocell (Kvinde og fugl) står. Tæt derved ligger Palau Nacional, som huser Museu Nacional d'Art de Catalunya, som har en imponerende samling af romansk kunst. På en række af terasser under Palau Nacional ligger en masse fontæner, bl.a. den største, La Font Màgica, som lives op af et lys- og musik-show på sommeraftener. I den nordvestlige del af Montjuïc ligger 'den spanske landsby', Poble Espanyol. Ved første øjekast er det en tarvelig turist-magnet, men det viser sig også at være en tiltrækkende 'scrapbog' over spansk arkitektur med meget overbevisende kopier af bygninger fra alle Spaniens regioner. Anella Olímpica (den olympiske ring) er den gruppe af sportsinstallationer, hvor de største begivenheder ved legene i 1992 blev afholdt. Nedenfor bakken kan man se en anden slags mesterværker i Fundació Joan Miró, Barcelona's galleri til ære for den største katalanske kunstner i det 20. århundrede. Det er den største enkeltsamling af hans værker.

Monestir de Montserrat: Montserrat, 50 km nordvest for Barcelona, har mærkelige, stenede klipper, ruiner af eneboer-huler, et kloster og horder af turister, som tager en slapper fra deres ferie på Costa Brava. Monestir de Montserrat blev grundlagt i 1025 til minde om Jomfru Maria's visioner. Idag er det hjemsted for omkring 80 munke og der kommer pilgrimme hertil for at ære La Moreneta (den sorte jomfru), en romansk træskulptur fra det 12. århundrede af Maria med Jesusbarnet. La Moreneta har været Cataloniens officielle beskytter siden 1881. Den mest dramtiske måde at komme til Montserrat på er med en lift, som ankommer lige under klosteret efter en betagende tur op af den stejle bjergside.